Projektet er opstartet som en del af vores overordnede vidensbaserede projekter indenfor beskæftigelsesområdet hos kontanthjælpsmodtagere.
Projekter som samlet går under navnet “Motiveret Beskæftigelse” – vi har udgivet en bog under samme navn.
Projekterne udvikles med baggrund i Charter For Social Nytænkning.
Ungebudgetter tager udgangspunkt i borgerstyrede budgetter for unge uddannelsesparate med ca. 1 års ledighed bag sig.
Der er en dokumenteret effekt blandt langtidsledige på brugen af borgerstyrede budgetter. Dette er bl.a. set i projektet Langtidsledige Tager Teten.
Et borgerstyret budget er et beløb (udover en den ordinære ydelse) som en ledig borger kan bruge relativt frit i samarbejde med sagsbehandler, med henblik på at øge muligheden for eksempelvis beskæftigelse eller uddannelse, samt mental og fysisk velbefindende. Formålet med dette projekt er at arbejde videre på den – relativt begrænsede – eksisterende forskning som foreligger. Her er nemlig hovedsageligt tale om voksne, langtidsledige, mens borgerstyrede budgetter ikke er afprøvet på unge langtidsledige før dette projekt startetde.
Vi har derfor valgt at undersøge hvad der sker når man giver unge den samme mulighed. Helt konkret har vi med udgangspunkt i praktisk erfaring valg at undersøge dette hos unge som “falder imellem stole”. Helt konkret unge som står som værende “uddannelsesparate”, men som alligevel har minimum 12 måneders ledighed bag sig. Hvad sker der hvis disse unge får en udvidet mulighed for, i samarbejde med sagsbehandler, at benytte op til 25.000 kroner som kan hjælpe den unge videre. Hvad bruger de unge midlerne på? Hvilken effekt kan vi måle på investeringen? Kommer flere unge i uddannelse og arbejde blandt de som modtager dette tilskud, eller hos unge under de ordinære muligheder (kontrolgruppen).
Der er desuden hentet inspiration i dette projekt og SUS har heraf udviklet “kollektive ungebudgetter”, som undersøger en variant heraf.
I afsnittet herunder kan du læse mere om projektets oprindelige tanker, formål og indhold.
Men for den nysgerrige, kan du med det samme læse mere om projektets evaluering herunder.
Siden hen er der afsat 550.000 kr. årligt i en 4 årig periode af Aarhus Kommune til at fortsætte brugen af ungebudgetter.
Over en 2-årig periode (med 3 års dataindsamling) vil projektet som prøvebane, give 60 uddannelsesparate unge og deres sagsbehandlere, fordelt på 2-3 kommuner, muligheden for frit at gøre brug af borgerstyrede budgetter, her kaldet “ungebudgetter” på 25.000 kr. samt en håndholdt indsats til brugen af disse, med målet om at fremme uddannelse og/eller beskæftigelse for de unge.
Målgruppen er uddannelsesparate unge i alderen 18-30 år, som har minimum ca. 12 måneders ledighed.
Ungebudgetterne er borgerstyrede budgetter på 25.000 kr. per ung.
Der er ikke en fast ramme for, hvad budgetterne kan bruges til. Formålet er, at den unge får muligheden for, i samråd med sagsbehandler, at bruge midlerne med henblik på at ændre sine vilkår og fremme sine muligheder for at komme i uddannelse eller arbejde. Projektets mål er at flytte unge ud af uddannelseshjælp og dermed skabe øget uddannelse og beskæftigelse.
Eksempler på brugen af budgetterne kan være kørekort, private kurser, terapi, køb af uddannelses-computer, misbrugsbehandling, fjernelse af meget synlige tatoveringer (f.eks. hals og hænder), privat lektiehjælp, m.m.
Borgerens ønsker er den primære ramme inden for det at kunne fremme uddannelse og/eller beskæftigelse, og sagsbehandler er medspiller og kritisk ven i denne sammenhæng. Såfremt at borgeren står fast på et ønske, som anses som værende i modstrid med forsøgets ånd og sagsbehandler må give afslag, skal CFSN orienteres om afslaget indenfor 4 dage efter afslaget. Dette skal indgå i dataindsamlingen, med henblik på åben dialog om, hvorvidt borgerens forslag kan siges at være fremmende for dennes situation eller ej.
Indenfor projektperiodens varighed (24 måneder) kan en ung, som overgår til uddannelse eller arbejde, fastholde kontakten til sagsbehandler i op til maksimalt 6 måneder med henblik på at sikre fastholdelse for de medvirkende i forløbet, selv hvis de hurtigt kommer videre.
ANDEN INFORMATION
Udvælgelsen af deltagerne sker som en randomiseret udvælgelse. Udvælgelsen aftales nærmere mellem parterne, så denne sker på hensigtsmæssig måde, også i forhold til kommunens processer.
Der laves ligeledes en randomiseret udvælgelse af en kontrolgruppe på et tilsvarende antal. Denne kontrolgruppe trækkes der data ud på.
Projektet evalueres med en Social Return on Investment-analyse, der tager et samfundsøkonomisk perspektiv og inkluderer en kommunes nettobesparelse. Indsatsens værdiskabelse opgøres i finansielle og sociale værdier.
Evalueringen baseres på deltagernes udvikling i forløbet og en status på deltagerne 6 mdr. efter projektets afslutning.
Evalueringen måler forandringerne for deltagergruppen ift. kontrolgruppen, hvor den finansielle værdi er opgjort i de samfundsøkonomiske gevinster ved, at unge forlader uddannelseshjælp og kommer i uddannelse eller beskæftigelse, og den sociale værdi består af værdien af social velvære for deltagerne ifm. indsatsen.
Der foretages løbende interviews hos x antal borgere fra deltagergruppe og kontrolgruppe.
Deltagerne skal ved projektstart give særskilt tilladelse til, at CFSN må kontakte og indsamle data efter projektets afslutning.
Interviews (defineres i bilag) foretages hvert kvartal af CFSN i kommunen og i samarbejde med kommunen og sagsbehandlerne for projektets deltagere. Kommunen forpligter sig dermed til at bistå med rekruttering af det nødvendige antal interviewpersoner til deltager- og kontrolgruppe.
Det er en forudsætning for deltagelse i projektet og den tilhørende eksterne medfinansiering, at projektets effekter og bæredygtighed evalueres – både undervejs og efter projektets afslutning.
Der udarbejdes en midtvejsevaluering 12 mdr. efter projektstart samt en efter-evaluering med data indsamlet 6 måneder efter projektets afslutning. Herudover laves en samtykkeerklæring med deltagerne ved opstart, som giver CFSN mulighed for at kontakte de medvirkende direkte digitalt 6 måneder efter projektets afslutning med henblik på at undersøge fastholdelseseffekten.
Kommunerne forpligter sig til at stå for dataregistrering og indsamling, og sagsbehandlerne fører valide registreringer på deltagerne, gældende for alle registrerings- og indsamlingsfaser.
CFSN har adgang til og indblik i data, viden og resultater fra projektet ”Ungebudgetter”
CFSN / SOCIALFAGLIGT FORLAG
STEFFEN@CFSN.DK / (0045) 26195278